Dixit – regler, pointsystemet og kunsten at ramme midten

Dixit er et spil om at blive forstået — men ikke af alle.

En spiller er fortæller. Vedkommende kigger på et kort med en drømmeagtig illustration og siger noget: et ord, en sætning, en sangstump, en lyd. Hvad som helst.

De øvrige vælger så hver et kort fra deres egen hånd, som de synes passer til det, der blev sagt. Alle kortene blandes, lægges frem, og alle skal gætte, hvilket der var fortællerens.

Lyder det enkelt? Det er det. Indtil man opdager, hvordan pointene fordeles.

Hurtige fakta om Dixit

DesignerJean-Louis Roubira
IllustratorMarie Cardouat
UdgiverLibellud
Udgivelsesår2008
PrisVinder af Spiel des Jahres 2010
Antal spillere3–6 i den klassiske udgave. Nyere udgaver og udvidelser går højere
Anbefalet alderFra 8 år
SpilletidCa. 30 minutter
KorteneStore, håndmalede illustrationer uden tekst
Sådan vinder manFørst til 30 point
SprogkravIngen tekst på kortene — fungerer på ethvert sprog

En praktisk fordel: Der står ikke ét ord på kortene. Det gør Dixit til et af de få selskabsspil, der fungerer lige godt, uanset hvilke sprog der tales rundt om bordet.

Pointsystemet er hele spillet

Her ligger Dixits geniale idé, og de fleste beskrivelser springer let hen over den.

Pointsystemet er hele designet

Fortælleren straffes både for at være for tydelig og for at være for kryptisk. Det er dét, der gør spillet svært.

Hvad der skerFortælleren fårDe øvrige får
Alle gætter rigtigt0 point2 point hver
Ingen gætter rigtigt0 point2 point hver
Nogle gætter rigtigt3 point3 point til dem, der gættede rigtigt

Fortællerens opgave er altså at ramme midten: en ledetråd, der er tydelig nok til at nogen forstår den — og kryptisk nok til at ikke alle gør. Bliver du forstået af hele bordet, får du nul. Bliver du forstået af ingen, får du også nul.

Den anden pointkilde

Hver stemme dit eget kort fårGiver dig
Fra en medspiller, der troede, det var fortællerens1 point

Derfor er dit lokkekort vigtigt: Når du ikke er fortæller, vælger du et kort, der skal ligne svaret på ledetråden. Jo flere der falder for det, jo flere point. En runde, hvor du gætter rigtigt og narrer to andre, giver fem point.

Som fortæller får du nul point, hvis alle gætter rigtigt.

Og du får nul point, hvis ingen gætter rigtigt.

Du får kun point, hvis nogle men ikke alle forstår dig.

Konsekvensen

Det betyder, at de to nemme strategier begge er tabsgivende.

Siger du «en drage» om et kort med en drage på, gætter alle rigtigt. Nul point til dig, to point til alle andre.

Siger du noget så personligt, at ingen kan følge dig — «min mormors køkken i 1987» — gætter ingen rigtigt. Igen nul point til dig, og to til alle andre.

Du skal ramme præcis midten: en ledetråd, der er tydelig nok til at én eller to fanger den, og kryptisk nok til at resten ikke gør.

Det er en usædvanlig svær opgave, og den er svær på en måde, der ikke handler om regler eller hukommelse. Den handler om at kende de mennesker, du spiller med.

Din anden pointkilde

Når du ikke er fortæller, har du to måder at score på.

Gæt rigtigt — det giver 3 point.

Nar de andre — hver gang en medspiller stemmer på dit kort i den tro, at det var fortællerens, får du 1 point.

Det er den del, nye spillere overser. Når du vælger dit lokkekort, skal du ikke vælge noget tilfældigt. Du skal vælge det kort på din hånd, der bedst muligt kunne have været svaret på fortællerens ledetråd.

En god runde kan give dig fem-seks point: tre for at gætte rigtigt, plus point for hver af de andre, der faldt for dit kort.

Sådan forløber en runde

Trin 1. Alle har seks kort på hånden.

Trin 2. Fortælleren vælger et kort i hemmelighed og siger sin ledetråd højt.

Trin 3. De øvrige vælger hver et kort fra deres hånd, der passer til ledetråden, og giver det til fortælleren med billedsiden nedad.

Trin 4. Fortælleren blander alle kortene og lægger dem frem, synligt.

Trin 5. Alle undtagen fortælleren stemmer i hemmelighed på det kort, de tror er fortællerens.

Trin 6. Stemmerne afsløres, og pointene fordeles.

Trin 7. Alle trækker op til seks kort igen, og rollen som fortæller går videre.

Spillet slutter, når nogen når 30 point, eller når kortbunken er brugt op.

Ledetråden må være næsten hvad som helst

En regel, der ofte begrænses unødigt.

Fortælleren må sige et ord, en sætning, et citat, en lyd, en sangstump — eller synge, nynne og lave en lyd. Der er ingen krav om, at det skal være en beskrivelse.

Nogle af de bedste runder kommer af en enkelt tone, en filmreplik eller et ord på et andet sprog.

Det eneste, der ikke fungerer, er at pege på noget bogstaveligt i billedet — for så gætter alle rigtigt, og du får nul.

Strategi

Sigt efter én til to rigtige gæt

Med fem spillere er den optimale ledetråd den, som cirka en tredjedel kan tyde. Kender du bordet, kan du ramme det bevidst: en reference, to af dem kender, og de andre ikke.

Brug forbindelser til bestemte personer

En ledetråd, der peger på en fælles oplevelse mellem dig og én bestemt spiller, er ofte perfekt. Vedkommende gætter rigtigt. Resten gør ikke. Fuldt hus.

Vælg lokkekort aktivt

Sig ikke bare «det her ligner noget». Spørg dig selv: hvilket af mine kort ville en anden mest sandsynligt tro var svaret?

Vær opmærksom på fortællerens stil

Nogle spiller altid abstrakt, andre altid konkret. Efter et par runder kan du kalibrere efter personen frem for efter ledetråden.

Undgå at følge flokken

Ser du, at to andre har stemt på et bestemt kort, betyder det ikke, at de har ret. Deres stemmer giver kun point til kortets ejer.

Dixit og Wavelength

De to spil sammenlignes ofte, og med god grund: begge handler om at gøre sig forstået upræcist.

Dixit bruger billeder og association. Ledetråden er fri, og fortolkningen er personlig.

Wavelength bruger en skala mellem to modsætninger. Ledetråden skal placeres på en akse, og diskussionen foregår i hold.

Dixit straffer for at være for tydelig. Wavelength gør ikke — dér er det bare en fordel at blive forstået.

Det gør Dixit til det mere subtile af de to, og Wavelength til det mere diskussionstunge.

Er Dixit noget for jer?

På tværs af sprog. Der er ingen tekst på kortene. Det er et af de meget få selskabsspil, der fungerer, uanset hvem der sidder ved bordet.

Til familien. Aldersanbefalingen på 8 år holder. Børn er ofte gode til Dixit, netop fordi de ikke overtænker.

Hvis I kender hinanden godt. Spillet belønner fælles referencer. Det bliver bedre, jo længere I har kendt hinanden.

Til fire til seks. Med tre bliver stemmefordelingen for snæver. Med mange flere bliver runderne lange.

Hvis I kan lide illustrationer. Kortene er malede og drømmeagtige, og de bærer en stor del af oplevelsen.

Hvis I vil have konkurrence. Så er det ikke stedet. Dixit er venligt, langsomt og samtaledrevet. Se vores oversigt over sjove brætspil, hvis I vil have mere tempo.

Hvis nogen ikke bryder sig om at være i centrum. Fortællerrollen går på skift, og alle skal prøve den. For nogle er det ubehageligt. Se vores gennemgang af, hvad der kendetegner et godt familiespil.

Kildehenvisninger

Oplysningerne i artiklen er kontrolleret mod følgende kilder.

Ofte stillede spørgsmål om Dixit

Hvorfor får fortælleren nul point, når alle gætter rigtigt?

Fordi ledetråden så var for tydelig. Fortælleren får kun point, hvis nogle men ikke alle gætter rigtigt — det tvinger til at ramme midten mellem det åbenlyse og det uforståelige.

Hvor mange point giver de forskellige udfald?

Gætter alle eller ingen rigtigt: fortælleren får 0, alle andre 2. Gætter nogle rigtigt: fortælleren får 3, og de rigtige gættere får 3 hver.

Hvordan får man point for sit eget lokkekort?

Hver gang en medspiller stemmer på dit kort i den tro, at det var fortællerens, får du 1 point.

Hvad må ledetråden være?

Næsten hvad som helst — et ord, en sætning, et citat, en lyd eller en sangstump. Det eneste, der ikke fungerer, er en direkte beskrivelse af billedet.

Hvor mange point skal man have for at vinde?

30 point. Spillet slutter også, hvis kortbunken bliver brugt op.

Kræver spillet, at man taler dansk?

Nej. Der er ingen tekst på kortene, så Dixit fungerer på ethvert sprog — også ved et bord, hvor der tales flere.

Hvor mange bør man være?

Fire til seks fungerer bedst. Med tre bliver stemmefordelingen for snæver til, at pointsystemet virker, som det skal.